print

Det siger vores tidligere praktikanter

Camilla Bonnevie, virksomhedskommunikation, praktikant 2004

At være i praktik på Forlaget Samfundslitteratur og Roskilde Universitetsforlag har været spændende og lærerigt, og jeg har fået et godt indblik i hvordan forlagsbranchen fungerer.

 

Mine arbejdsopgaver var især sproglig redigering af manuskripter, men jeg har også deltaget i redaktionsmøder, skrevet pressemeddelelser, lavet billedresearch og oversat tekster. Det har givet mig nogle redskaber som jeg klart kan bruge fremover, både i forbindelse med specialeskrivning og ikke mindst i en jobsituation.

 

Forlaget Samfundslitteratur er en rar og uhøjtidelig arbejdsplads, og som ny praktikant føler man sig godt tilpas med det samme. Det har gjort at jeg har følt, at der har været plads til at stille spørgsmål hvis jeg var i tvivl om noget, og at jeg i det hele taget var en del af “teamet”.

 

 

Peter Byriel, dansk og medievidenskab, praktikant 2003

I praktikken brugte jeg min faglighed i praksis. Jeg læste korrektur og redigerede tekster, havde forfatterkontakt, clearede billedrettigheder og lavede meget andet redaktionelt arbejde. Det gav mig et godt kendskab til forlagsbranchen og ikke mindst til redaktion og formidling i det hele taget.

 

Efter praktikken har jeg ved siden af studierne arbejdet freelance hos forlaget, været ansat som forlagsredaktør i et barselsvikariat og haft en tremåneders projektstilling, hvor jeg blandt andet var med til at skrive teksterne til forlagets nye hjemmeside. Jeg har arbejdet et halvt år som marketingkoordinator på forlaget, og fra februar 2006 er jeg ansat som forlagsredaktør.